Skip to content
Edison Law
Edison Law
  • Blog
  • Ekspertise
  • Om mig
Sprog
 
  • Blog
  • Ekspertise
  • Om mig

Fordele og ulemper ved shotgun klausuler

“Every exit is an entrance somewhere else“

Tom Stoppard

Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk

Der opstår af og til uenigheder og konflikter imellem et selskabs aktionærer.

Oftest kan der findes en løsning, andre gange kan der ikke. 

I nogle situationer kan det lede til, at der opstår en deadlock-situation, hvor selskabet bliver handlingslammet.

Hvis selskabet først er blevet handlingslammet, og selskabets aktionærer ikke har fastlagt en procedure for, hvordan de skal komme ud af deadlock-situationen, kan det få fatale konsekvenser for selskabet.

En shotgun klausul kan være en måde at komme ud af en deadlock-situation.

I det følgende kigger jeg nærmere på fordele og ulemper ved denne.

#1: Hvad forstås ved en shotgun klausul?

En shotgun klausul findes i forskellige varianter.

Formålet er – uanset variant – at løse uenighed i et samarbejde.

Typisk således, at én af parterne ender med at sælge sine aktier til den part.

Den købende part får således mulighed for at fortsætte driften alene.

Med den kurs, som den købende part nu mener er den rigtige.

Essensen i en shotgun klausul er, at én part alene kan initiere transaktionsprocessen.

Uden den anden parts samtykke.

Et særkende ved klausulen er, at man ikke på forhånd kan sige, hvem af parterne, der ender med henholdsvis at købe eller sælge.

Shotgun klausulen går under mange navne, herunder musefældeklausul, revolver klausul, samt kinesisk auktionsklausul.

#2: Mekanikken i en shotgun klausul

En typisk variant af shotgun klausulen fungerer i hovedtræk således:

  • En af parterne vurderer, at samarbejdet ikke kan fortsætte konstruktivt
  • Parten initierer en transaktionsproces ved at tilbyde at sælge sine aktier til den anden part
  • Den anden part skal nu beslutte, om vedkommende ønsker at acceptere tilbuddet
  • Hvis den anden accepterer tilbuddet, køber den anden part den initierende parts aktier
  • Hvis den anden part derimod afslår tilbuddet, skal parten i stedet sælge sine aktier til den initierende part til samme pris.

Det er specielt det sidste forhold, som gør shotgun klausulen unik.

Når man initierer klausulen, ved man ikke, om man ender med at købe eller sælge.

Det gør på ene side klausulen potent, men skaber samtidig grobund for betydelig spekulation.

#3: Fordele ved en shotgun klausul

Den største fordel ved en shotgun klausul er, at den løser en deadlock situation mellem parterne.

Der vil altid være en vej ud.

På den måde undgår man potentielt en fastlåst situation, som kan skade virksomheden.

Set i det lys er klausulen en af de mest effektive exit-klausuler til rådighed.

En anden fordel er værdiansættelsen.

Med en shotgun klausul, vil værdiansættelsen typisk være op til parterne selv.

Det har flere fordele.

Én af dem er teorien om, at parter med modsatrettede interesser er de bedst egnede til at sætte prisen.

En anden er, at man undgår brug af ekstern vurderingsmand.

Det vil være forbundet med usikkerhed, omkostninger og tid at anvende en vurderingsmand.

En tredje fordel er paradoksalt nok det faktum, at shotgun klausulen er usikker at anvende.

Det betyder i mange tilfælde, at parterne ender ved forhandlingsbordet på trods af klausulen.

#4: Ulemper ved en shotgun klausul

Lige så store fordelene er, ligeså store er ulemperne.

Den største ulempe ved en shotgun klausul er den usikkerhed, som den løbende kan skabe.

Begge parter ved, at de hver for sig har magten til at tvinge et salg igennem.

Det kan skabe utryghed i det løbende samarbejde.

Det kan give incitamenter til at spekulere i den anden parts økonomi.

Er den anden part under pres økonomisk?

Hvor skal et salgstilbud ligge for ultimativt at give mulighed for at købe den anden part ud?

Kan den anden part nå at skaffe finansiering inden for den frist, som klausulen sætter?

#5: Alternativer til en shotgun klausul

Hvad er mulighederne for at komme ud af et samarbejde, hvis man ikke ønsker en shotgun klausul?

Der findes en række muligheder.

Blandt de mest oplagte kan nævnes:

  • Mediation i form af forhandling ledet af en uvildig tredjemand
  • En put-option, der giver en part ret til at sælge sine aktier til den anden part
  • Spaltning af virksomheden i dele, som parterne hver for sig kan drive videre
  • Øvrige exit-klausuler, herunder kuvertklausuler med brug af forseglet budgivning
  • Likvidation og fordeling af provenuet mellem parterne
  • Drag-along klausul, som giver parterne ret til at sælge 100 pct. af virksomheden til en tredjemand


Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk

Author: Kristian Holte

Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk | +45 2273 5001

Post navigation

PreviousPrevious post:Betydningen af convertibles ved exitNextNext post:5 centrale overvejelser ved stemmeløse aktier
Populære indlæg
  • Earn-out: 5 overvejelser for founders
  • Betydningen af convertibles ved exit
  • Fordele og ulemper ved shotgun klausuler
  • 5 centrale overvejelser ved stemmeløse aktier
  • 5 ofte oversete aspekter ved kapitalejerlån
Søg inspiration
The Edison Post
Følg med i den juridiske udvikling.
We respect your privacy.

Edison Law Advokater · SingularityU Denmark · Titangade 11 · 2200 København N · CVR 32515754