Skip to content
Edison Law
Edison Law
  • Blog
  • Ekspertise
  • Om
  • da
  • en
Sprog
 
  • Blog
  • Ekspertise
  • Om

Fortrolighedsklausuler: Prisen for hemmelig information

“Secrecy, once accepted, becomes an addiction“
Edward Teller

Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk

En af de mest almindelige klausuler er fortrolighedsklausulen.

For nogle virksomheder er det livsnødvendigt, at specifik information ikke bliver kendt af konkurrenter eller andre.

For andre virksomheder er det ikke livsnødvendigt, men stadig vigtigt.

På trods af det, er en del fortrolighedsklausuler uden reel effekt.

Er det intentionen, så fint. Det er dog ikke altid tilfældet.

Det her indlæg giver et overblik over, hvordan du gør fortrolighedsklausuler effektive.

Eller ineffektive, hvis det er intentionen.

#1: Bevis

Du har måske hørt Harvey og Mike tale om bevis i Suits.

Det er ikke grebet ud af den blå luft.

Specielt for fortrolighedsklausuler er bevis afgørende.

Hvordan beviser man, at en klausul er overtrådt?

I virkelighedens verden er det typiske bevis, at en person ved en fejl har sendt en e-mail til den forkerte modtager.

En anden mulighed er vidner, der er villige til at fortælle, hvad de har hørt.

Sociale medier, logning af IP-adresser og monitorering af brugeradfærd i et lukket system, kan også udgøre bevis. 

Generelt er det dog sådan, at det er op ad bakke at bevise en overtrædelse.

Det er en fordel – eller en ulempe – alt efter hvilken side man står på.

#2: Fortrolig information

Hvad er fortrolig information så?

En effektiv klausul har en så bred definition som mulig.

Den omfatter næsten al information, som ikke er postet på internettet eller har været i fjernsynet.

En ineffektiv klausul har ingen definition, men henviser blot til “fortrolig information”.

Her kan man mundhugges længe om, hvad der er fortroligt.

De fleste klausuler falder i den sidste kategori.

#3: Lovlig deling

En del klausuler nævner muligheden for lovligt at kunne dele fortrolig information med visse personer.

Det kunne være ens advokat.

Eller offentlige myndigheder, der kræver informationen.

Desto bredere en kreds, man lovligt kan dele med, desto mere ineffektiv bliver klausulen.

#4: Konsekvens

Selv hvis en fortrolighedsklausul er overtrådt, kan man spørge sig selv, hvad konsekvensen er.

Det er svært at bevise et økonomisk tab i de fleste tilfælde.

Derfor har effektive klausuler en såkaldt bod, der bliver aktiveret ved overtrædelse.

Fra et par hundredetusinde op til millioner af kroner.

Det gør klausulen markant stærkere. Især fordi den potentielle krænker sort på hvidt kan se, hvad vedkommende skal betale.

Uanset, om den anden side har lidt et økonomisk tab eller ej.

En anden kategori er fortrolighedsklausuler i ejeraftaler.

Effektive ejeraftaler har en konsekvens ved overtrædelse, der siger, at overtræderen risikerer at skulle sælge sine aktier til en lav pris.

Den pligt til at sælge kan blive aktiveret ved overtrædelse af en fortrolighedsklausul. 

Derfor vil en sådan klausul være særlig betydningsfuld.

Uanset om den er forbundet med betaling af en bod eller ej.

#5: Selskab vs. person

I sidste ende er det mennesker, der deler information.

Ikke selskaber.

Hvis en fortrolighedsklausul skal være effektiv, skal man derfor underskrive den som person.

Ikke kun som selskab.

Ellers risikerer man, at den reelt bliver ineffektiv.

Jeg underskriver en klausul gennem selskab A.

Men nu er jeg ovre i selskab B, og bruger her personligt informationen.

Har jeg overtrådt klausulen?

Måske, formentligt ikke.

Uanset, bliver en sag mod mig en tand mere op ad bakke.


Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk

Forfatter: Kristian Holte

Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk | +45 2273 5001

Post navigation

ForrigePrevious post:Leaver-scenarier i warrantprogrammerNæsteNext post:5 vigtigste vilkår i warrantprogrammer
Populære indlæg
  • Earn-out: 5 overvejelser for founders
    6. juli 2019
  • Betydningen af convertibles ved exit
    21. november 2018
  • Fordele og ulemper ved shotgun klausuler
    20. august 2018
  • Convertibles fra investors perspektiv
    23. februar 2018
  • Hvem nævner pris først?
    13. februar 2018
Søg inspiration
The Edison Post
Følg med i den juridiske udvikling.
We respect your privacy.

Edison Law Advokater · SingularityU Denmark · Titangade 11 · 2200 København N · CVR 32515754