Udvanding i forklædning: Hvem betaler for option pool?
“Årsagen er skjult; effekten er synlig for alle og enhver.”
Ovid
Kristian Holte, advokat | kh@edisonlaw.dk
Et typisk punkt i en aftale med investor handler om option pool. På dansk options-, medarbejder- eller incitamentspuljen.
Puljen udgør normalt 10 til 20% af et start-ups equity. Idéen er, at den equity skal give et ekstra incitament til fremtidige medarbejdere og andre nøglepersoner, fx advisors eller bestyrelsesmedlemmer.
Hvem ”betaler” og hvad det betyder
Her betyder ”betaler”, at nogen opgiver en del af deres equity og dermed ejer en mindre del af et start-up efter man har etableret optionspuljen.
Det kalder man at blive “udvandet”.
Man kan bruge forskellige modeller, når man skal vælge, hvem der skal betale, herunder:
(1) Founders betaler for hele puljen:
- Founders bliver i første omgang udvandet, når optionspuljen er etableret
- Founders bliver så igen udvandet, når investor investerer
(2) Founders og investor betaler begge for optionspuljen:
- Founders bliver i første omgang udvandet, når investor investerer
- Founders og investorer bliver så begge udvandet, når optionspuljen bliver etableret
(3) Investorer betaler for hele optionspuljen:
- Founders bliver i første omgang udvandet, når investorer investerer
- Investorers investering er struktureret, så det kun er investorer, der bliver udvandet, når optionspuljen bliver etableret
Som du kan se, har det betydning, hvem der betaler. Det handler ultimativt om kroner og ører.
Man skulle måske tro, at term sheet altid klart og tydeligt redegør for den her problemstilling. Det kan det gøre. Men ofte gør det ikke. I de tilfælde siger term sheet måske kun, at I skal etablere pulje på f.eks. 10%.
Så hvem betaler så? Founders? Investorer? Begge?
Vi kan argumentere for og imod alle tre løsninger.
Investorer har tendens til at argumentere for, at founders skal betale for hele puljen, eftersom prisen pr. ejerandel i investors investering kan være fastsat i term sheet. Founders har omvendt tendens til at mene, at alle bør bidrage til puljen i forhold til deres ejerskab.
Lad mig illustrere med et eksempel:
To founders bliver enige med investor om en værdiansættelse af deres selskab på otte millioner kr. pre-money, dvs. før investeringen er blevet gennemført. Investor investerer to millioner kr., som resulterer i en post-money værdiansættelse på 10 millioner kr. Som konsekvens ejer investor nu 20%, mens founders hver især ejer 40%. Aftalen siger, at der skal etableres en optionspulje på 20% af den samlede selskabskapital post-money.
Hvor kommer de 20% så fra?
Hvis founders betaler for den samlede optionspulje, bliver hver founder udvandet med 10% og derfor ejer de nu 30% hver.
Hvis founders og investor betaler for puljen sammen i forhold til deres ejerskab, så betaler investor for 4% og founders for 8% hver af optionspuljen. Nu ejer founders 32% hver, og investor ejer 16%.
Hvis investor betaler for hele puljen alene, mister investor hele sin ejerandel, hvilket ikke virker særlig realistisk.
En subtil manøvre med vidtgående konsekvenser
Visse investorer og deres rådgivere bruger lejlighedsvis en elegant manøvre, som en del founders ikke ser komme. Hvis vi bruger eksemplet ovenfor, så kunne følgende blive skrevet ind i en aftale:
Prisen pr. anpart er baseret på en fuldt udvandet pre-money værdiansættelse på 8 millioner kr. og en fuldt udvandet post-money værdiansættelse på 10 millioner kr. (inklusiv en optionspulje, der repræsenterer 20% af den fuldt ud udvandede selskabskapital post-money).
Formuleringen i parentes er meget vigtig.
Den betyder, at founders betaler for hele optionspuljen.
Det er tilfældet, fordi prisen for investors ejerandele og den tilsvarende procentdel af ejerskabet, er udregnet ud fra antagelsen af, at optionspuljen allerede er etableret forud for investors investering. Det er en meget subtil – og ofte skjult detalje – som mange founder ikke opdager. Med god grund.
Så: Vær opmærksom på, hvem der betaler for optionspuljen.
Det gør en forskel.